Vi er ved at planlægge vores køkkenhave. Vi har bygget endnu et højbed – faktisk 3 – så vi nu har 5 højbede. (Billede er fra da vi havde bygget det første og da haven føltes meget tom i marts 2024). Vi har forresten bygget dem alle i lærketræ, da det både er virkelig smukt, men også fyldt med harpiks, hvilket gør det meget modstandsdygtigt overfor vejr og vind. Vi har desuden indsat en isoleringsmåtte, så det ikke er direkte forbindelse med jorden, hvilket jeg bilder mig ind vil forlænge træets holdbarhed.
Jeg har et særligt fokus på drivhuset og køkkenhaven. Vi har kun et mindre drivhus på ca. 8 kvm. Det står til gengæld op ad huset, hvilket betyder, at det lige et et par grader varmere om aftenen og henover natten end et normalt drivhus, da det kan udnytte, at husmuren kan afgive varme, som det har opsamlet og lagret fra solen i løbet af dagen, i løbet af aftenen.
Drivhuset:
Planen for drivhuset er, at der skal stå 6 kapilærkasser, der i alt skal indeholde 2 chiliplanter, 3 agurker (gerne snack-agurker for børnenes skyld) og 7 tomatplanter. Og så også gerne lidt basilikum imellem tomaterne.
Sidste år havde vi også to chilier: Carolina Rieper og en chocolate scotch bonnet (billede fra 1. august sidste år). Carolina Rieper bliver anset som en af de stærkeste chilier overhovedet… og hold da fast ja…så i år vil jeg nok vælge en, der er lidt mindre hidsig, så man rent faktisk kan holde ud at spise den. Chocolate scotch bonnet er også stærk, men helt ufattelig aromatisk. Virkelig god chili, jeg meget gerne vil have igen.
Jeg har for resten bygget kapilærkasse-skjulerne i lærk også her, da det foruden træets holdbarhed også er en super smuk træsort.
Køkkenhaven:
Billedet er vores løvstikke, som vi har fået fra vores familiesommerhus. De er super lækre, særligt til løvstikkepesto eller til at bruge når vi koger kartofler. Apropos kartofler. Lige nu står der spande med kartofler, som er blevet lagt i begyndelsen af marts i drivhuset. Vi håber på en tidlig relativt tidlig høst (ikke at sammenligne med Samsø), men
alligevel…
I køkkenhaven skal der være 8-10 frilands-tomatplanter – de kommer måske til at stå lidt tæt, men jeg håber det går. Jeg har egentlig mere end 50 planter stående i vindueskarmene nu, men prøver såvidt muligt at forære en del væk, da jeg ikke nænner at smide planter ud. De skal plantes ud til juni, da temperaturen i jorden skal være høj nok. Nattemperaturen skal helst ikke være under 8 grader og jordtemperaturen skal gerne komme op på 12-15 grader.
Derudover planlægger vi rabarber (billede af vinrabarber fra sidste år), jordbær, kartofler, squash, div. salater, krydderurter, forårsløg og ærter.
Vi vil gerne prøve at undgå for meget monokultur. Både fordi det er enormt flot at se på et stort frodigt bed, der består af både det spiselige og blomster, men også fordi det er godt for både planter (mindsker risiko for sygdomme) og insekter. Og så udtømmes jordens næringsstoffer også hurtigere ved monokultur. Det sætter selvfølgelig større krav til gode plantenaboer, hvilket bliver et selvstændigt indlæg her på bloggen.
Derudover har vi også en række frugttræer, bærbuske og vindruer i haven, men det må jeg vende tilbage til i et senere blogindlæg.
Senere på sommeren kommer jeg til at følge op med flere artikler om de enkelte grøntsager og bær, vi har plantet og de erfaringer, vi har gjort os. Håber du har lyst til at følge med 🙂