logo_DSH_flat_white

Tomaterne er snart klar til drivhus

Jeg elsker tomater – det er blevet min største passion i køkkenhaven. Hvorfor spørger du måske? Nok fordi der findes så mange forskellige sorter, men også fordi der er så kolossalt stor forskel i smagen på tomater, man køber fra Marokko og dem man selv dyrker – det kan bare ikke sammenlignes.

 

Jeg såede mine tomater i begyndelsen af marts måned med frø, jeg selv havde samlet sidste år. (Mere om det i et senere blog-indlæg). Jeg brugte såbakker og et vækstlys, som jeg købte hos Impecta Fröhandel, da de har et virkelig stort udvalg. Jeg havde læst lidt om det forinden, men vidste ellers ikke meget om det. Men det har altså virket virkelig godt, og vækstlys kan altså virkelig anbefales i de mere mørke måneder, da man siger at tomater generelt har brug for 12-14 timers dagslys, hvilket vi ikke er i nærheden af i begyndelsen af marts måned i Danmark.

 

Jeg har i løbet af sidste år samlet 9 forskellige sorter: Chromis, The Thong (determinant), Penny Lane (determinant), Grøn Zenbra, Nightshades, Kookaburra Cackle (determinant), Marnero, Marmande og Kumato.

 

Jeg har selvfølgelig sået alt for mange, så jeg er endt med at have ca. 80 tomatplanter. Note to self: skru ned for den rundhåndede frøsåning! Men jeg er stadig i det tidlige stadie, så en update på denne blogpost senere på sommeren vil helt klart følge.

 

Men her en kort gennemgang af de enkelte sorter:

  • Chromis er en mørklilla, sød sherry-tomat, der smager sindssygt godt. Jeg fandt den faktisk i Tomatens Hus nær Helsingborg, og tænkte, da jeg smagte den, at jeg var nødt til selv at prøve at så den. Nu må vi se, om den rent faktisk ender med at give tomater og trives i mit drivhus og på friland.
  • The Thong (determinant). Fordi The Thong er determinant skal den ikke nippes. Jeg købte en plante sidste år fra Katrines Have på plantemarked. Den smager fremragende, men jeg har indtil videre haft svært ved at dyrke den. Den tager i hvert fald lang tid om at komme op og blive til en rigtig plante (for mit vedkommende). Men dens tomater er store, fyldige og ekstremt smagfulde. Den er fantastisk til f.eks. salater.
  • Penny Lane (determinant). Som med The Thong købte jeg Penny Lane af Katrine fra Katrines Have. Jeg satte den på friland, da det er en dwarf tomatplante, der efter sigende skulle fungere godt på friland. Dog gav den ikke så meget, så den ryger nok i drivhuset i år i stedet. Men den smager virkelig godt, så det er en sort, jeg vil gøre alt for at hjælpe på vej.
  • Grøn Zebra: Grøn Zebra var faktisk en tomat, jeg lidt tilfældigt købte i et supermarked, men som også smagte virkelig godt. Jeg havde egentlig ikke planer om at tage frøene fra den, men på baggrund af smagen blev det pludselig helt oplagt. Det er også en tomat, jeg skal prøve af både i drivhus og på friland, for når jeg læser om den, står der (selvfølgelig) at den trives bedst i drivhus, men at den også fungerer godt på friland. Til gengæld er det heller ikke en sort, man behøver at nippe, men man kan vælge at gøre det for at give den mere luft. Jeg prøver mig vist lidt frem med den sort!
  • Nightshades (snacktomat): Den her glæder jeg mig til at afprøve. Det var ligeledes en sort, jeg købte i Tomatens Hus ved Helsingborg, og både dens udseende, den helt lækre mørke skal sammenholdt med den søde smag var ikke til at stå for. Den ryger også både i drivhus og på friland – jeg er ikke i tvivl om, at den nok kommer tila t klare sig bedst i drivhus, men så er det i hvert fald muligt at sammenligne.
  • Kookaburra Cackle (determinant): Denne sort (dværgtomat) var en af tre, som jeg købte af Katrines Have. Og den smagte også fantastisk, hvorfor jeg selvfølgelig tog frøene herfra også. Den fungerer faktisk ret godt på friland og jeg tænker derfor at plante et par stykker af dem ud. Den er lidt mere syrlig i sin smag, og så har den en rød/brun farve. Super smuk tomat.
  • Marnero: En af de få bøftomater, jeg har liggende. I virkeligheden holder jeg nok mere af udseendet på bøftomater, end jeg holder af smagen. Jo jo, smagen er da god, men den når jo ikke de små sherrytomater til sokkeholderne. Den får typisk en størrelse på mellem 200-250 g, så det er også en større tomat. Den er klart bedst i drivhus, så det bliver nok der, jeg sætter mine.
  • Marmande: En gammel fransk kending. En bøftomat, der er enormt flot og smager saftigt og sødt. Min plante sidste år gav faktisk ikke så meget, så jeg er lidt spændt på, hvor meget den kommer til at give i år. For eksperimentets skyld ryger den både i drivhuset og på friland.
  • Kumato: Som med mine Grøn Zebra var Kumato tomaten en jeg fandt i et supermarked og som jeg blev ret overrasket over. Det er en ret flot, mørk, næsten bodeaux farvet tomat. Men det er også en tomat, man kan spise på forskellige tidspunkter i modningsstadiet, fra den grønne over til den mørke farve, bliver den gradvist mere blød i smagen.

 

Spørgsmålet er jo så selvfølgelig: Hvornår skal de i drivhus og på friland?

Man siger generelt, at når nattemperaturen når 8-10 grader, så er det tid til, at de kan sættes ud. Det vil typisk være omkring maj måned. Lige nu har jeg dem stående under et vækstlys, og jeg tænker, at dem der skal i drivhus, de kommer ud midt maj, mens dem der skal på friland først kommer ud i juni.

 

Jeg glæder mig rigtig meget til at følge op på denne artikel hen på sommeren, da jeg så har fået mange flere erfaringer, som jeg kan dele med de enkelte tomatplanter.

 

Tak for at du læste med så langt😃

Relaterede artikler

Jacob_i_have

MIN 70ER-VILLA HAVE

Følg med i min og min families have – både køkkenhaven og blomsterne – vores erfaringer og alt roderiet!

Favoritter
Andet

Opskrifter på is