Den her sorbet-is har overrasket mig, da den har samme sommerlige friskhed som hyldeblomstsorbeten. Den er super enkel at lave, og hvis man tilmed har en stikkelsbærbusk i sin baghave, skal der ikke meget til at lave en fantastisk dessert.
Jeg har valgt at plukke mine stikkelsbær inden de blev helt modne. Her har de stadig bevaret en del af deres syre og på den måde behøver man faktisk ikke tilføre syre i form af citron til iblandingen.
Ingredienser
- 300g stikkelsbær (gerne en smule syrlige, da man så ikke behøver at bruge citron). Hvis de er helt modne og søde, så kan man tilføje saften fra en halv citron.
- 5 dl. vand
- 250 gram sukker
- 1 stk æggehvide

Start med at blande vand og sukker i en gryde og varm det op til alt sukkeret er opløst. Herefter halveres stikkelsbærerne, som tilsættes til lagen. Det skal nu simre i 5 minutter i sukkerlagen.
Lad det herefter afkøle og si det hele, så selve stikkelsbærerne ikke kommer med i isen.
Herefter piskes æggehviden stiv.
Nu hældes den siede stikkelsbærlage i ismaskinen og dernæst tilsættes den piskede æggehvide. Kør ismaskinen i ca. 45-60 minutter, hvorefter du har en fantastisk blød og cremet stikkelsbær-sorbet.
Ovenstående mængder giver ca. 1,5 liter is.
Nyd den i sommervarmen 😅



