Jacobs_spiselige_have

Et nyt haverum inspireret af permahave-principperne

Sommeren bevæger sig over i efteråret, hvilket betyder, at de sidste afgrøder skal høstes. Tomaterne er særligt udsat for skimmelsvamp nu, da det er blevet fugtigere. Så det er nu, de skal høstes. Både dem i drivhus og på friland. 

Agurkerne lever også på sit sidste og det samme gælder vores æbler. Der er selvfølgelig en del æblesorter, som stadig giver æbler, men vores er væk for længst. 

Og så er det nu, at efterårs- og vinterafgrøderne skal planlægges. 

Vi har plantet salater (vinterportulak og vårsalat) i drivhus, der begge kan tåle frostgrader og derfor kan overvintre. Når jeg har fjernet de sidste tomatplanter fra drivhuset, skal resten plates til med vintersalater.

Kålbeddet er også begyndt at vokse til. 

Her har jeg plantet pak choi, vintersalat (asiatisk bladkål) og grønkål.. Det er alle kål-typer, der kan klare kolde grader og derfor giver det god mening, at de har kunnet tage over fra kartoflerne. 

Jeg har dækket dem med net for at undgå at de sidste kålsommerfugle har kunnet lægge æg give kållarven et festmåltid. Men her i oktober vil det være muligt at tage nettet af, da det er blevet for koldt for kålsommerfuglen.  

 

Haverum inspireret af permahave-principperne

Jeg har påbegyndt arbejdet med et nyt bed. Et bed er måske så meget sagt, nærmere et nyt rum, der er tænkt som et spiseligt, flerårigt rum i haven, bestående primært af frugttræer, bærbuske, krydderurter og skovjordbær.

Jeg har lånt nogle af tankerne fra permahaveprincipperne, særligt ideen om at tænke i lag, at tænke i flerårige planter og at lave et selvregulerende område af haven, som ikke kræver konstant vedligeholdelse, da der er stor biodiversitet, som sikrer, at planterne “hjælper” hinanden. 

Lagdeling af det nye haverum: Jeg har valgt at tænke i 4 lag.

Højeste lag er mine frugttræer

Jeg har plantet 3 frugttræer, der samtidig omkranser rummet; æbletræ, blommetræ og et hasselnød. De vokser alle op i nogle meters højde, og er alle træer, der kun skaber delvist skygge. Det betyder, at planter og buske, der tåler halvskygge kan gro fint under de træer. 

Næste lag: busklaget, særligt bærbuske 

Jeg har valgt særligt 4 forskellige: stikkelsbær (både røde og grønne), ribs, solbær og hindbær (både sommer- og efterårshindbær). Særligt hindbærerne skal jeg nok være lidt over, da de har tendens til at sprede sig ret kraftigt. Det er også derfor, at jeg har valgt ikke at inkludere brombær, da de har det med at sprede sig ukontrolleret og kvæle alt andet. 

Så kommer urtelaget  

Der er en del urter, jeg skal have plantet, nok først til foråret, og nogle urter, jeg stadig overvejer. 

Jeg har allerede sået vild rucola, da den er ret kulde-resistent, og faktisk kan klare relativt milde vintre. Derudover fungerer den også som et super godt bunddække. 

Af andre krydderurter, jeg ønsker at plante til foråret er timian, evt. salvie, vild oregano (der særligt tiltrækker mange insekter, da den bomstrer længe og samtidig er meget kulderesistent), evt. mynte, der dog har det med at brede sig, hvilket også gælder for citronmelisse.

Derudover har jeg allerede en løvstikke stående, som jeg tænker at dele og plante ud i mit nye havrum også. Og så selvfølgelig purløg. Masser af purløg. Det er både godt at spise, men også godt ift. skadedyr, da det udsender en stærk duft, der kan skræmme dem væk. 

Så samlet set: 
Evt. citronmelisse, men den breder sig kraftigt, så den skal indkapsles.
Timian
Vild oregano (tiltrækker insekter, da den blomstrer længe og er kulderesistent)
Vild rucola – meget kulderesistent. 
Mynte (breder sig også meget)
Løvstikke
Purløg
Evt. salvie og rosmarin, men det kræver jeg laver en hævning, evt. et lille stendige, som de kan stå ovenpå, da de ikke tåler for våde områder. 

Mit nederste lag: Bunddække

Når vi kommer til bunddække har jeg indtil videre kun lagt mig fast på to planter: 

skovjordbær, som børnene elsker, da de kan plukke af dem det meste af sommeren og som danner et virkelig fint bunddække og så kulsukker. 

Kulsukker er en af de planter, jeg sætter udelukkende da det er god gødning. De har dybe rødder og henter kulstof op nede fra de dybere jordlag, som så kan spredes, når man klipper bladene af den og spreder dem ud på jorden igen. 

Fællesnævneren for alle mine planter, buske, træer og urter er følgende: 

  • Det er flerårige planter
  • Der er fokus på de spiselige frugter, urter og bær, så børnene også får stor glæde af haven.
  • Jeg arbejder med lagdeling
  • Jeg blander dem, så de skaber god biodiversitet og tiltrækker masser af insekter og fugle. 
  • Jeg sørger for en vis grad af selvgødning, hvilket betyder mindre vedligeholdelse af haven. 

Det er et haverum, der tager flere år at opbygge (særligt træerne), men jeg forventer allerede næste sommer, at der er en del bærbærende buske samt at hele urte- og bunddække-laget er godt etableret. 

Relaterede artikler

Jacob_i_have

MIN 70ER-VILLA HAVE

Følg med i min og min families have – både køkkenhaven og blomsterne – vores erfaringer og alt roderiet!

Andet

Opskrifter på is

Instagram